Vidnesbyrd

Gud helbredte mig, da der blev bedt for andre

Vidnesbyrd i 1982 af Hilda Andersen

Gud kan gøre det igen og igen,
han er den samme Gud i dag,
som han altid har været.
Ja, i går og i dag og altid den samme,
der er ingen grund til tvivl,
Gud kan gøre det igen.

Jeg skulle lægge bånd på mig selv, for jeg var lige ved at synge dette vers højlydt og hoppe af glæde, og dermed kunne jeg jo vække hele kvarteret omkring præstegården i Østre Allé den aften, den 29. august 1981, da Gud helbredte min ryg.

Jeg havde gennem flere år i perioder været plaget af stærke smerter i ryggen. Først fik jeg tabletter mod muskelinfiltrationer, ordineret af min læge. Disse kunne jo bare dulme smerterne. Derefter gik jeg i flere år til zoneterapi, som hjalp en del. Ligeledes fik jeg behandling hos en dygtig kiropraktor, når det var værst. - Det var de nederste led i rygsøjlen, der var meget slidte og ved den mindste bevægelse kunne ryggen gå af led, så der kom en nerve i klemme. Det var meget smertefuldt, og jeg var flere gange senge- liggende. En gang lå jeg flere dage og kunne umuligt vende mig i sengen eller løfte hovedet fra puden, for så føltes det, som om en syl blev jaget i ryggen på mig.

I sidste halvdel af august måned 1981 var jeg 5 gange til behandling hos kiropraktoren. Hver gang satte han ryggen i led, og hver gang gled den bagefter af led igen. Jeg mærkede ikke engang, når det skete. Kun følte jeg, at den blev skæv og øm igen. Det syntes håbløst at blive ved på den måde.

Gud helbreder i dag
Jeg havde inden for de sidste fire måneder været til nogle møder i Åndelig Fornyelse og hørt om, hvordan Gud virkede ved disse møder, og også set mennesker, som Gud havde helbredt fysisk, når der blev bedt for dem. Før den tid troede jeg kun, det var noget, der skete, dengang Jesus gik her på jorden og siden gennem de første apostle.

Gud virkede helbredelse
Jeg besluttede da, at jeg ville gå frem til forbøn, når vi kom til mødet i Aalborg. Den aften talte Vince Aherne først i Sct. Markus kirke og senere i præstegården, og der var der stuvende fuldt hus. Vince Aherne forkyndte meget levende. Jeg kan endnu se ham for mig, da han fortalte om nogle fugle på en ø. De vidste ikke, hvad deres vinger skulle bruges til. Senere var der bøn og vi sang nogle sange. Til sidst blev der kaldt frem til forbøn. Min søn Asger og jeg sad i den inderste stue, og det syntes umuligt for mig at trænge gennem mængden, så jeg opgav at komme frem den aften og blive bedt for. Blandt dem, som ønskede forbøn, var der en dame, som også havde en dårlig ryg. Jeg kunne ikke se hende, derfra hvor vi sad. Jeg glædede mig til at skulle være med til at bede for hende også, men da det blev hendes tur, blev vi alle bedt om at synge, medens Michael Harry og Døssing Hansen lagde hænderne på hende og bad for hendes helbredelse.

Jeg ved ikke, om Gud helbredte den fremmede dames ryg øjeblikkelig. Men da mødet var forbi og vi kom ud på gaden, da var mine ben pludselig blevet så underlig lette og jeg gik forundret tilbage og fortalte en anden mødedeltager om det. Derefter gik vi videre hen til vores bil, og jeg observerede, at smerterne og det konstante tryk i min ryg var forsvundet. Jeg jublede indvendig og takkede Gud. Jeg var fuldstændig forvisset om, at det var Ham, der havde fornyet min ryg. Sådan, som den nu var, havde den ikke været i mange år.

Et par dage derefter inviterede jeg min veninde på besøg. Jeg ville fortælle hende, hvad der var hændt mig. Men inden hun kom, var det ligesom lidt af de gamle smerter var der igen. Jeg besluttede, at hun ikke skulle have noget at vide om det endnu. Men da hun kom, kunne jeg alligevel ikke lade være at fortælle hende det. Da besøget var forbi, opdagede jeg til min glæde, at smerterne var forsvundet igen. Jeg tror, at Gud ved den hændelse ville minde mig om, at jeg skulle vidne om, hvad han havde gjort for mig.

Min ryg har været rask siden. Jeg kan tåle kulde, jeg kan løfte tunge genstande og jeg kan grave i min have. Alt det har jeg ikke kunnet i mange år. Det er dejligt.

Gud har også på en forunderlig måde givet mig et helt nyt liv inden for det sidste år, og jeg ved, at han vil give mig meget mere. Det fortæller jeg om en anden gang. Han har også givet mig mange gode kristne venner, og dem takker jeg Ham også for. Jeg har også opdaget, at min bibel er blevet mig vedkommende og levende. Min mor forærede os den på vores bryllupsdag, og jeg må bekende, at den havde ligget ubrugt i en skuffe i alle de år.

Update af websites

Alpha og Omega Ministries - Danmark

Auning for Jesus.dk - evangelisk

Biblos.dk - Nye Andagter for 2018

Danmark for Jesus.dk - andagt
En lille skatkiste af Wilhelm Beck
Arbejder på nye andagtsbøger 2018

De gamle stier.dk - andagter
Lov og nåde af John Bunyan

Det nye testamente.dk - bibel nt
Retter på NT1819

Djursland for Jesus

Et kald til bøn

Gud elsker dig.dk - evangelisk
Nyt design

Gaa udenfor lejren.dk - Følg Jesus, uanset prisen

Israelnu.dk - Forsvar Israel nu

Lindberg bibelen.dk - bibel
1 krønikebog

Skabelse.dk - artikler
Skabelsen ifølge David 1

The sound of revival.dk

Vidnesbyrd om Gud - kom med jeres vidnesbyrd om Jesus