Artikler

Gud kan - Anna Christensen

En stor prædikants vidnesbyrd

Som ganske ung gennemgik jeg i fem år den forfærdeligste sjælekval. Hvis et menneske nogensinde har følt Guds lovs dom i en højere grad end jeg følte den, har det menneske min dybeste medynk og sympati.

Jeg tænkte, at jeg havde syndet mod Gud på en sådan måde, at der ikke fandtes noget håb for mig. Hvor jeg dog bad og stred, men så vidt jeg ved, fik jeg intet svar. Jeg granskede Guds ord og frygtede mere for løfterne end for advarsleme. Jeg læste om Guds børns rettigheder; men jeg var forvisset om, at de ikke var for mig. Grunden til min nød var, at jeg ikke kendte Evangeliet. Jeg befandt mig i et kristent land og havde kristne forældre, men jeg forstod ikke, hvor enkelt og frit Evangeliet er.

Jeg overværede alle de gudstjenester, der blev afholdt i den by, hvor jeg boede; men jeg hørte ikke Evangeliet virkelig forkyndt. Jeg havde intet imod prædikanterne. En af dem talte om den guddommelige suverænitet. Ham kunne jeg lytte til med velbehag; men hvad var det til en stakkels synder, som ønskede at vide, hvordan han skulle blive frelst. Der var en anden veltalende mand, som altid forkyndte loven; men hvad nytte var det til at pløje den jord, som trængte til at sås? En anden var meget praktisk i sin forkyndelse; men hans tale mindede mig om en kommandant, der var i færd med at give undervisning i krigsmanøvrer til en flok soldater, som ingen fødder havde. Hvad kunne jeg gøre? Alle hans formaninger passede ikke på mig. Jeg vidste, at der stod skrevet: "Tro på den Herre Jesus Kristus, så skal du blive frelst" men jeg begreb ikke, hvad det var at tro på Kristus.

Jeg kunne måske have været i mørke og fortvivlelse den dag i dag, hvis ikke Gud i sin godhed havde sendt en snestorm en søndag morgen, da jeg var på vej til kirke. Da jeg på grund af sneen ikke magtede at gå længere, drejede jeg ned ad en sti og kom frem til et primitivt lille kapel. I salen fandtes der godt et dusin mennesker. Præsten var udeblevet, antagelig på grund af snestormen. En fattig mand, som jeg tænkte kunne være en håndværker, trådte op på prædikestolen for at tale. Hans tekst var: "Se hen til mig og bliv frelst, alle I fra jordens ender" (Es. 45:22, eng. overs.). Han var ingen begavelse og kunne end ikke udtale ordene rigtigt; men det havde mindre at sige.

Der var, tænkte jeg, et lille glimt af håb for mig i den oplæste tekst. Han begyndte på følgende måde: "Mine kære venner, dette er en meget enkel tekst. Den siger: "Se". Det skal der ikke stor anstrengelse til. Du bliver ikke bedt om at løfte din fod eller din finger, men blot at se. Du kan være den største dåre og alligevel være i stand til at se. Det er ikke nødvendigt at gå på universitetet for at lære at se. Enhver kan se, et barn kan se. Endvidere siger teksten: "Se hen til mig." "Å! " sagde han på sit brede landsmål, mange ser blot på sig selv, men det nytter ikke, du vil aldrig finde trøst hos dig selv. Nogle ser hen til Gud Fader, Ham kan du se hen til senere. Jesus Kristus siger: "Se hen til mig". Der er måske en og anden, der gør indvendinger og siger: "Jeg må vente til Ånden arbejder på mig". Du har intet at gøre med det lige nu. Se hen til Jesus Kristus. Der står: "Se hen til mig. Jeg hænger på korset for dig. Se! Jeg er død og begravet. Se hen til mig. Jeg er opstanden. Se hen til mig. Jeg er opfaren til himmels og sidder ved Faderens højre hånd. Se hen til mig".

Da han var kommet så vidt og havde gentaget teksten adskillige gange, var hans ordforråd udtømt. Idet han så mig sidde på galleriet og sikkert vidste, jeg var en fremmed, sagde han: "Unge mand, du ser så ulykkelig ud!" Han havde ret, men jeg var ikke vant til at få personlige bemærkninger rettet mod mig ved en gudstjeneste. Alligevel slog det ned i mig. Han vedblev: "Og du vil altid være ulykkelig ulykkelig i liv og ulykkelig i død hvis du ikke adlyder min tekst. Men adlyder du den, vil du blive frelst i samme øjeblik."

Så råbte han, som kun den slags enfoldige kan: "Unge mand, se hen til Jesus Kristus," og jeg "så"! I et nu var skyen forsvundet, mørket var borte, og i samme øjeblik så jeg solen. Jeg kunne have rejst mig og sunget højt om Kristi dyrebare blod og om den enfoldige tro, der ser hen til Ham alene. Om nogen dog havde fortalt mig dette før. Tro på Jesus Kristus, og du skal blive frelst. -

Den unge mand var Charles Spurgeon. Han blev en af verdens største prædikanter og blev redskab til tusinders frelse. Slutningsordene af hans sidste tale lyder således: "Over fyrretyve år har jeg tjent Ham, og jeg har aldrig modtaget andet end kærlighed fra Ham. Velsignet være Hans hellige navn. At forblive i Hans herlige tjeneste hernede på jord i fyrretyve år til ville være mig en glæde, om dette var Hans vilje. Hans tjeneste er liv, fred og glæde. O, om du ville stille dig til Hans rådighed i dette øjeblik. Gud give dig nåde til at træde ind i rækkerne under Kristi fane endnu i dag. Amen.

Update af websites

Alpha og Omega Ministries - Danmark

Auning for Jesus.dk - evangelisk

Biblos.dk - Nye Andagter for 2018

Danmark for Jesus.dk - andagt
En lille skatkiste af Wilhelm Beck
Arbejder på nye andagtsbøger 2018

De gamle stier.dk - andagter
Lov og nåde af John Bunyan

Det nye testamente.dk - bibel nt
Retter på NT1819

Djursland for Jesus

Et kald til bøn

Gud elsker dig.dk - evangelisk
Nyt design

Israelnu.dk - Forsvar Israel nu

Lindberg bibelen.dk - bibel
1 krønikebog

Skabelse.dk - artikler
Skabelsen ifølge David 1

The sound of revival.dk

Vidnesbyrd om Gud - kom med jeres vidnesbyrd om Jesus