Artikler

Gud kan - Anna Christensen

Andreas' sidste nat på jorden

Det var aften. Militærlægen var på sin sidste runde på hospitalets mandlige afdeling, da han mødte oversygeplejersken ved døren og sagde til hende: "Det er sørgeligt med den unge, pæne mand deroppe, han kan ikke leve til i morgen. Men vi har gjort hvad vi kunne for ham."

"Er det muligt, hr doktor?" udbrød sygeplejerskeb. "De sagde jo til ham, at det gik godt fremad, go han venter at blive rask." Lægen svarede: "Han vil sandsynligvis blive bevidstløs om nogle få timer, og ikke vide, at det går mod døden, - hvorfor da gøre ham ked af det?" Med disse ord gik han ned af korridoren.

Sygeplejersken stod tøvende og sagde derefter til reservelægen: "Vil de ikke fortælle ham det? Hans venner er alle langt borte, og det kunne jo være, at han havde noget at ordne med dem forinden, - et budskab, som skulle sendes til dem. Sig det dog til ham." - "Nej, jegskal ikke sige noget til ham," sagde lægen, "det er lettere for ham ikke at vide noget." Og han tilføjede: "Hvis de synes det, kan de fortælle ham det."

Hun sagde ved sig selv: "Hvordan skal jeg kunne det. Vil han tro mine ord efter det, lægen har sagt til ham?" Hun kunne dog ikke blive fri for den tanke, at han måske havde noget, der skulle bringes i orden, inden han skulle herfra.

Nattevagten var allerede inde hos den døende mand, da oversygeplejerskeben kom og satte sig ved hans seng: "Det var venligt af dem, søster, at komme," sagde han. "Doktoren siger, at det går fremad. Hvor længe mon han tror det vil vare, inden jeg kan flyttes? VIl de skrive til min mor og sige at det går godt?" Hun var tavs et øjeblik og sagde derefter ømt: "Andreas, jeg er bange for, at lægen har fået dem til at tro, at det ikke er så alvorligt. De er meget hårdt såret, og de rer større fare, end vi først tænkte."

Nu var det min tur til at blive tavs. Med forfærdelse i sit blik sagde han nu: "Søster, de mener da ikke, at jeg skal dø?" Hendes alvorlige blik og tåren, der løb ned af hendes kind, var svar nok.

Han havde været en stærk mand, og ved fronten havde han mange gange stået ansigt til ansigt med døden, men dette var anderledes. Det var nat og alt var stille på stuen. Han forstod nu, at han stod over for Gud og evigheden. Med skælvende læber spurgte han. "Hvor længe, søster?" Da hun ikke turde skjule sandheden for ham, kom der et lavt, fortvivlet skrig: "Men jeg kan ikke dø, søster, jeg tør ikke, jeg er ikke færdig til at dø. Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?"

Hun havde sagt til lægen, at den unge mand måske havde noget at ordne, men hun havde kun tænkt på jordiske ting. Jo, han havde noget, der skulle bringes i orden, men det tilhørte evigheden. Alt, hvad hun kunne svare var: "Jeg ved det ikke. Jeg er ikke selv frelst." MEd bedende stemme sagde han: "Vil de ikke bede for mig?Å, bed for mig!"

Men hun svarede sørgmodig: "Jeg kan ikke, jeg forstår ikke at bede." Hvilket øjeblik for dem begge! Først nu var de klar over deres fortabte tilstand. For den ene af dem var livets timeglas ved at udrinde, og spørgsmålet var ubesvaret: "Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?"

Pludselig fik hun en tanke og sagde: "Hvis det kan være en trøst for dem, vil jeg gerne sidde oppe og læse bibelen for dem." Andreas greb om forslaget, som en druknende mand griber et stykke reb, kastet ud til ham: "ja, gør det," sagde han ivrig. Hun tog en bibel, som lå i nærheden, men vidste knap, hvor hun skulle begynde. Hun blev nu ledet til at læse i Johannes Evangelium om ham, som var kommet til Jesus om natten, og videre om den samaritanske kvinde, der fik sin tørst slukket og sit hjerte tilfredsstillet hos Jesus.

Den lidende mand sagde intet, men hans øjne bad hende om at fortsætte. Til sidst kom hun til kapitel 5, vers 24: "Sandelig, sandelig sig jeg eder: den som hører mit Ord og tror ham, som sendte mig, han har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet." Hun så op og lagde mærke til, at der var et andet udtryk i hans ansigt, og han sagde: "Stands der, søster, lyset er ved at komme ind. Jeg ser - jeg ser! Lad mig være alene en stund,men kom snart tilbage. Tak. Tak."

Han var alene med Gud en halv time, og da hun kom tilbage, strålede hans ansigt: "Jeg har hørt Hans Ord," sagde han; "jeg tror, at den Herre Jesus Kristus bar alle mine synder på korset og har taget imod mig fattige synder. Nu er det ikke længere døden for mig, men det evige liv, som Han har skænket mig."

Efter et øjebliks tavshed sagde han: "Søster, vil de møde mig i himmelen? De kan aldrig mere sige, at de ikke kender vejen." Hun svarede: "Det er ikke klart for mig. Jeg kan ikke gribe det, sådan som de har gjort det." Den døende mand svarede: "Han vidste, at jeg ikke har lang tid igen, og derfor lod han mig se lyset hurtigere, men Han vil gøre det klart også for dem. Fortæl min mor, at Kristus frelste mig i den ellevte time. Fred! Fred!" Dise var hans sidste ord, inden han sank hen i bevidstløshed. Den gode Hyrde havde søgt og fundet sit tabte får.

"Og hvad med søsteren?" spørger vi. Det varede fire år, inden hun fandt ind i den fred og vished, som Andreas ejede. Hun fik nåde til at åbne sit hjerte for en dame, som kom på besøg på hospitalet, og igennem hende fik hun forbindelse til en prædikant, de rtil sidst gav hende det samme Ord fra Johanns Evangelium 5:24, som hun for fire år siden havde læst for Andreas. Dette Ord greb hun nu i tro og kunne takke Gud for frelsen i Jesus.

Kære læser, er din sag i orden med Gud? Johs. 5:24 er lige så meget et budskab fo rdig, som det var for Andreas og oversygeplejerskeb. Vil du tage imod det?

(A.E.B.)

Update af websites

Auning for Jesus.dk - evangelisk

Biblos.dk - Nye Andagter for 2018

Danmark for Jesus.dk - andagt
En lille skatkiste af Wilhelm Beck
Arbejder på nye andagtsbøger 2018

De gamle stier.dk - andagter
Lov og nåde af John Bunyan

Det nye testamente.dk - bibel nt
Retter på NT1819

Gud elsker dig.dk - evangelisk
Nyt design

Israelnu.dk - Forsvar Israel nu

Lindberg bibelen.dk - bibel
1 krønikebog